Her er alt, hvad du skal vide om de små blodsugere, der kan gøre livet surt for både hunde- og katteejere. Netop nu går vi ind i højsæsonen for flåter, og vi har bedt vores dyrlæge fortælle lidt om flåten og farerne.
Flåten er en parasit, der forekommer over hele Europa bortset fra det nordligste Skandinavien. Den ernærer sig primært ved at suge blod fra forskellige dyr, som f.eks. køer og rådyr men kan altså også sagtens søge måltider hos kæledyr og mennesker.
Hunflåten producerer omkring 2000-3000 æg, som lægges på jorden, hvor kalkfattig og fugtig bund giver optimale forhold for udvikling. Efter få uger klækkes æggene og larverne kommer ud. Larverne hæfter sig derefter fast i et forbipasserende dyr og suger tilstrækkelig med blod i 2-3 dage til at kunne udvikle sig til nymfer. Udviklingen tager generelt 1 år. Nymferne bider sig igen fast på et nyt værtsdyr og suger endnu et blodmåltid over 3-4 dage før de lader sig falde og går til voksenstadiet i løbet af sommeren. Som voksen, hæfter hunflåten sig på et større værtsdyr for at suge blod i 7 til 10 dage. Her prøver hanflåten også at hæfte sig på, men kun for at parre sig med hunflåten. Cyklussen fra æg til voksne-stadiet tager omtrent 3 år.
'Som udgangspunkt foretrækker larver at suge blod hos små gnavere som mus, og her er risikoen for at blive smittet med virus og bakterier temmelig stor. Derfor anses nymfestadiet for at være det mest smittefarlige. Voksne flåter medbringer også smitstoffer, men da der er væsentlig flere nymfer end der er voksne, udgør nymferne formentlig den største risiko for smitte. Hvor den voksne flåt, før blodmåltidet, er 3-4 mm lang, kendes nymfen på dens meget mindre størrelse på ca.1-2 mm. Velforsynet med blod udvider den voksne flåt sig til mere end 10 mm i længden.
Flåten befinder sig bedst i områder med relativ høj fugtighed i jorden og med rigelig tilgang til ”bloddonorer”. Derfor søger den mod fugtige enge, moser, skovbunde og græsarealer, hvor der er mus, pindsvin, firben, harer, kvæg, får og frem for alt rådyr. Hvis temperaturen så også ligger mellem 7 og 30 grader, bliver det næsten ikke bedre.
Skovflåten ”angriber” gerne fra det yderste af græsstrå eller smågrene og sidder typisk ikke højere end 40-50 cm over jorden. Den venter på, at et dyr eller menneske passerer forbi, og den går især efter byttets temperatur, bevægelse og lugt. Noget tyder faktisk på, at visse kropsdufte ikke virker særligt attraktive for flåten, og derfor er der bl.a. nogle mennesker, der bliver angrebet sjældnere end andre.
Når flåten indtager sit måltid, kvitterer den med at spytte i såret/blodet på byttedyret. Hvis flåten er smittet med f.eks. Borrelia og Anaplasma/Erhlichia eller med TBE-virus kan disse smitstoffer overføres til dit kæledyr og i visse tilfælde fremkalde sygdom.
Selv om Ikke alle flåter bærer rundt på smitstofferne, og selvom det er sjældent, at f.eks. hunde udvikler sygdom, er det en god ide, at fjerne flåterne straks efter, at de er konstaterede og bedst inden 24 timer efter biddet. Skulle din hund, efter at have været bidt af en skovflåt, få feber, nedsat appetit, nedstemthed, halthed, hævede lymfeknuder, kramper eller lammelser, bør du straks søge dyrlæge.
Hos dyrlægen kan du få receptpligtige præparater (tabletter og spot-on midler), som er effektive til at forebygge flåtinfekton. I håndkøb kan du købe spot-on midler (dråber til udvortes brug). Om man er til tabletter eller spot-on er overvejende et temperamentsspørgsmål - eller om man overhovedet vil bruge medicin. Noget man dog altid bør have med ud i naturen er en flåttang. Der findes mange forskellige udformninger, som alle har det til fælles, at de nemt, sikkert og hurtigt kan fjerne flåterne fra hunde- og kattepelsen. Husk endelig, at du aldrig må dreje eller presse flåtens bagkrop i forbindelse med fjernelsen, idet det kan medføre, at flåten “brækker” sig og derved fremmer muligheden for overførsel af smitstofferne.
Faunakram Pet Food A/S
Lyngbyvej 403
2820 Gentofte
Danmark
CVR: 37493449
Telefon: +45 44 22 75 40
Telefon SE +46 (0) 10 888 6640
Faunakram er grundlagt af hunde- og katteejere samt opdrættere, der har hunde og katte som deres passion og hobby.
Derfor bliver alle produkter smagstestet, inden vi lancerer dem på markedet. Faunakram sælger deres produkter i flere lande i Skandinavien og EU og
producerer derfor store mængder, der gør, at premium produkterne kan tilbydes til lave priser.