Find
forhandler

Det lette kærlige kram er det allerbedste

12. marts 2023

Det lette kærlige kram er det allerbedste

Lær hvordan – sådan krammer du bedst din hund og din kat

Mennesker har brug for kram. Der er lavet undersøgelser, der viser, at vi har brug for 4 kram om dagen for at overleve og undgå depression, 8 kram om dagen for at opnå mental ligevægt … og 12 varme knus om dagen hjælper os til ægte psykologisk vækst.

Det er faktisk ikke meget anderledes for din hund eller din kat – men krammene skal foregå på en anden måde. Når vi fremhæver et menneske, der giver ”de bedste kram!”, så er det noget med at holde tæt, holde fast, og gøre det i et vist stykke tid, så vi rigtigt mærker hengivenheden. Det er ikke vejen frem med dit kæledyr!

Din hund og din kat elsker kropskontakt

Du kender det garanteret. Du har lagt dig, måske for at tage en lur, eller sat dig dybt ned i sofaen eller lænestolen. Der går nøjagtig rigtig kort tid, før din hund eller din kat opdager det, og straks lægger sig tættest muligt ind til dig, eller endda ovenpå dig. Helt veltilfreds.

Det er egentlig ikke så svært at gennemskue årsagen til det, for du behøver bare kigge på et kuld hvalpe, der altid sover i en tæt bunke. Hunde er flokdyr, og nærheden skaber en forbindelse i flokken og giver tryghed og ro i sindet.

Katte er ikke på samme måde flokdyr – hvis vi lige ser bort fra løverne – men alligevel ser du nøjagtig samme adfærd hos eksempelvis staldkillinger. De er i en tæt gruppe sammen og giver hinanden varme og nærhed og hjælper hinanden med at holde vagt. Har du flere katte i huset, ser du også ofte, at de vælger at sove sammen … hvis de altså ikke kan sove med dig.

For os alle kan verden være et skræmmende, uforudsigeligt sted, og er vi en del af en gruppe eller en flok, bliver livet meget nemmere og rarere. Og husk, at DU er din hunds eller kats flok. Du er den stærke, den der passer på og yder omsorg – den, det er allerbedst at være tæt på.

Læs deres kropssprog og kend tegnene på samtykke

Når du interagerer med dit dyr fysisk (klap, aer osv.), så prøv at lægge mærke til deres kropssprog for at se, om de er glade for interaktionen, og om de stadig giver samtykke.

Det betyder, at du skal lære at opdage og forstå deres kropssprog. Hvilke tegn, der viser, at de foretrækker, at du stopper interaktionen, og hvilke tegn, der betyder, at de nyder det og ønsker, at det fortsætter.

Positive tegn er eksempelvis at læne sig ind i dig, skubbe deres næse ind i dig eller lægge poten på dig. Det er en måde at bede om mere opmærksomhed på og er dyrets måde at give samtykke på.

Negative tegn er eksempelvis, at dit dyr læner sig væk, kigger væk, måske endda viser det hvide i øjnene. Eller, hvis de bevæger sig væk fra dig, når du holder pause, er det deres måde høfligt at vise, at de helst ikke vil fortsætte interaktionen.

Eksemplerne her er almindelige og klassiske, men dyr har ligesom mennesker forskellige personligheder. Derfor er det en god idé at observere lige netop din hund eller kat, og lægge mærke til, om de giver dig nogle særlige tegn for mere eller mindre interaktion. Hold også gerne pauser undervejs, og se, hvad de så gør. Har de stadig lyst til at være med? Vil de egentlig gerne være lidt i fred nu? På den måde respekterer du dit dyr og dens behov.

Sådan omsætter du menneskekram til hunde- og kattekram

Det er bedst at undgå at sådan rigtigt kramme din hund eller kat – for selvom et tæt varmt kram er skønt for mennesker, kan det føles truende for dit kæledyr. Når de skal overleve i naturen, er de nødt til at kunne bruge deres kroppe frit. Bliver de holdt nede eller holdt fast, plejer det at betyde, at de er underlegne, har mistet kontrollen og måske er i problemer (som fx at være fanget af et større rovdyr). Derfor kan en hund eller kat instinktivt blive bange, når de holdes fast, selv om det er i et hyggekram. Du har sikkert også oplevet, at de meget hurtigt spræller og vrider sig løs, hvis du prøver. Det er helt naturlig overlevelsesadfærd.

Den bedste måde at kramme din hund eller kat er altså at ikke fastholde dem på nogen måde. Vær meget gerne tæt på dem, og gerne ofte – men sørg for, at de har friheden til at bevæge sig væk, hvis de vil. Bliver de liggende tæt på dig, kan du eventuelt lægge en arm løst om dyret, og nusse og og ae blidt. Når du og din hund eller kat ligger tæt sammen, og kæler, er det et stærkt tegn på kærlighed, der cementerer jeres forbindelse. Din tilstedeværelse beroliger helt enkelt dit dyr. Vær opmærksom på, at dit kæledyr har brug for konstant genbekræftelse på, at du er der for dem. Du skaber tryghed og bekræftelse ved at lade din hund eller kat være tæt på dig i mindst et par minutter, og gerne længere. Skubber du dem væk, kan det få din hund eller kat til at undre sig og føle sig usikre, især hvis det sker gentagne gange. Når de får lov at være tæt på dig, gør det dem glade, får dem til at føle sig trygge og giver dem trøst.  

Og som en kæmpe positiv sidegevinst får du samme mentale velvære som din hund og din kat af den tætte kropskontakt.

Kontakt os

Faunakram Pet Food A/S
Lyngbyvej 403
2820 Gentofte
Danmark
CVR: 37493449

Telefon: +45 44 22 75 40
Telefon SE +46 (0) 10 888 6640

VOV@FAUNAKRAM.COM

CSR Politik

Om Faunakram

Faunakram er grundlagt af hunde- og katteejere samt opdrættere, der har hunde og katte som deres passion og hobby.

Derfor bliver alle produkter smagstestet, inden vi lancerer dem på markedet. Faunakram sælger deres produkter i flere lande i Skandinavien og EU og
producerer derfor store mængder, der gør, at premium produkterne kan tilbydes til lave priser.

Om os
user linkedin facebook pinterest youtube rss twitter instagram facebook-blank rss-blank linkedin-blank pinterest youtube twitter instagram